YOUR CART

No products in the basket.

Select Page

Frederik Thordal

Culture

Låge 4: Jeg hedder Frederik Thordal og har fået lov til at lave dagens julekalender. Til dagligt driver jeg kunsthandlen Thordals, der specialiserer sig i grønlandsk og færøsk kunst. I kender mig måske også som mentor for NUKIGA, men idag vil jeg gerne fortælle om et rigtig spændende NUKIGA udstillingsprojekt som har titlen “Havet”.

”Havet” er et kunstprojekt, hvor NUKIGA via en vandreudstilling ønsker at skabe mere kendskab til grønlandske kunstnere. Med udstillingen ønsker vi at give et billede af, hvad moderne grønlandske kunst er samtidig med, at det er ambitionen, at vi kan bidrage til at give grønlandske kunstnere bedre adgang til det danske kunstmarked. Temaet Havet er valgt, da havet er et sted, der har betydning for alle mennesker, specielt i Grønland, hvor inuit alle dage har levet af havet. Traditionelt set er havet også blevet set som et mystisk og dragende sted. Men også et sted ikke alle kommer hjem fra.

Kunstudstillingen starter i Vejle i forår/sommer 2023 og skal videre til bl.a. Tivoli i København og Katuaq i Nuuk, samt andre steder. Vi opdaterer selvfølgelig løbende om planerne på NUKIGA’s hjemmeside og sociale medier.

Projektet er kommet i stand i tæt samarbejde med kurator og kunsthistoriker med speciale i kunst fra og Grønland Laila Lund Altinbas. Derudover skal vi takke Grønlands kunstnersammenslutning Kimik, Nuuk Kunstmuseum, Vejle Kommune, Tivoli, Katuaq, Myndlist og mange andre gode kræfter, som har været med til at muliggøre det. En vigtig del af projektet er at sponsorerne bag projektet, efter endt udstilling, overtager kunstværkerne. På den måde lever kunstværkerne videre i grønlandske, danske og færøske virksomheder og offentlige institutioner. 

Jeg kan helt sikkert love at det bliver en bedre udstilling end mit lille grønlandsk inspirerede krybbespil, og jeg glæder mig til at se en masse moderne kunstnere forholde sig til Havet som tema. Jeg håber vi ses til udstillingerne i Vejle, København og Nuuk og glæder mig til sammen med Laila at kunne fortælle mere i den kommende tid.  

Glædelig jul og god 2. søndag i Advent til jer alle

Frederik Thordal